Min egen historie
- Af Anne Marie Boye Larsen
Min egen historie er i bund og grund uinteressant, for hvad kan du egentlig bruge den til? Den siger intet om, hvad du kan, vil eller har lyst til. Og den siger intet om, hvad du kan opnå af forandringer i dit liv – med eller uden min eller andres hjælp. Men jeg vælger at dele min egen historie alligevel, fordi den måske kan inspirere eller give indtryk af, hvordan sådan en forandringsproces kan se ud. Bare måske. Læs med hvis du har lyst eller lad være, hvis du ikke har. Det er lidt langt, så gem det til en dag med god tid, hvis du vil have det hele med.
Lad mig begynde ved begyndelsen
Eller nej, lad mig begynde ved slutningen, det var i hvert tilfælde, sådan jeg følte det, da jeg var i start fyrrene og livet ligesom føltes, som om jeg både fysisk og psykisk havde rundet mindst de 60. Jeg var den ulykkelige indehaver af en krop, der på alle måder var ude af drift, da læsset væltede og jeg blev sygemeldt med det lægen kaldte stress og depression. Diagnosen skænkede jeg ikke mange tanker, jeg havde det bare dårligt, rigtig dårligt, både fysisk og psykisk.
Det, jeg husker tydeligst fra tiden omkring min sygemelding, var smerterne i min krop. Jeg havde mange smerter i arme og ben. Især i armene var det slemt. De gjorde så ondt, at jeg ofte ønskede at jeg kunne skrue dem af, for de var en belastning både dag og nat. Mine håndled kunne jeg ikke ret meget med. Jeg gik med håndledsstøtter med metalskinne i på begge hænder for at kunne klare en lille smule. Jeg havde myoser mange steder, og det gjorde ofte ondt omkring mit hjerte.
En anden ting, jeg husker tydeligt fra perioden efter sygemeldingen, var trætheden, eller nærmere manglen på energi. Jeg havde ingen energi. Jeg prøvede, så godt jeg kunne, at holde mig i gang, men det var en kamp. Når klokken var 3 om eftermiddagen, var den gode vilje brugt op, og jeg var helt flad. Virkelig flad, som et batteri, der var helt tappet for strøm. At gå en tur på få hundrede meter, var alt, hvad jeg kunne klare. Det var en helt anden virkelighed, end den aktive og stærke krop jeg havde engang.
Følelsesmæssigt var jeg meget grådlabil. Jeg græd rigtig meget. En psykolog, jeg gik hos, foreslog mig at lave noget let fysisk arbejde, som jeg havde lyst til. Jeg gav mig til at male trappen op til 1.salen. Her sad jeg så og malede med tårerne løbende ned ad kinderne.
Jeg forventede at blive bedre efter sygemeldingen, hvor jeg selv syntes, at jeg tog mig af mig selv. Men det skete ikke rigtigt. Jeg var overbevist om, at jeg havde ramt bunden, da jeg blev sygemeldt, men det skulle vise sig ikke at være sandt – der var længere helt ned på bunden.
Jeg troede, at jeg var blevet syg på grund af mit arbejde, som jeg godt nok kun havde haft i kort tid, men efterhånden gik det op for mig, at det haltede gevaldigt på mange fronter i mit liv. En læge undervejs i mit sygdomsforløb kaldte det en livskrise. Det gav i den grad mening. Hele mit liv var i krise.
En lang historie
At nå dertil, hvor energien var væk, batterierne flade, hjernen brændt af og kroppen i smerter var en proces, som havde været i gang over en lang periode. Jeg ved ikke, hvornår det startede. Det kom snigende, som frøen der bliver kogt langsomt, og derfor ikke opdager det i tide, så den kan hoppe ud. Jeg anede i virkeligheden ikke, hvor slemt jeg havde det, for jeg var ekspert i at gøre det, jeg burde gøre. Min krop gjorde alt for at gøre mig opmærksom på min tilstand, men jeg ignorerede den. Jeg gjorde det, der var nødvendigt, for at jeg kunne fortsætte. Jeg forstod ikke skriften på væggen. Arme og ben gjorde ondt i en grad, så jeg måtte lave øvelser for at kunne køre på arbejde, men jeg kørte på arbejde. Jeg mistede dele af synsfeltet, tog et lille hvil og fortsatte.
Indtil få år før mit sammenbrud havde jeg levet et liv, hvor jeg havde forsøgt at skabe et godt liv for vores familie. Jeg valgte at arbejde hjemme, da børnene var små. Min mand havde fuldtidsarbejde, og vi havde købt vores drømmelandbrug, da vores første barn var helt lille. Der var nok at tage fat på, på alle fronter, især for en handy-woman som mig. Men det gik galt. Samtidig med at familien voksede, lod jeg mig opsluge af opgaven som mor, ægtefælle og flydemørtel. Det sidste var en betegnelse, jeg opfandt til mig selv, da det på et tidspunkt gik op for mig, at jeg altid flød derhen, hvor der var et hul, der skulle fyldes, ender der skulle nå sammen. Jeg jævnede ud, så andre kunne gå plant. Jeg strakte mig, så enderne kunne nå sammen. Samtidig med lå mine egne drømme stadig og ulmede. Jeg prøvede ihærdig at skabe mig noget, der var mit, men ofte tabte jeg det helt af syne.
Jeg tilbragte en rum tid nede på bunden. Jeg fik lidt psykologhjælp, uden den store effekt. Jeg prøvede at hjælpe mig selv så godt jeg kunne, læste selvhjælpsbøger, men det hjalp kun lidt. Jeg gik hos fysioterapeut, men det hjalp kun kortvarigt, og jeg følte mig efterhånden som fast inventar i klinikken. Jeg kunne ikke finde noget, der hjalp. Jeg ville så gerne videre, men kunne ikke finde ud af, hvad jeg havde lyst til. Jeg havde totalt mistet mening og retning i mit liv.
Et biluheld med piskesmæld og diskusprolaps kom til 4 år efter sygemeldingen, bedst som jeg troede, at jeg psykisk havde det lidt bedre. Jeg var 45 år gammel. Kroppen fik igen et dyk og fungerede overhovedet ikke. Jeg var igen i alvorlig krise.
Vendepunkterne
Det er på tide med lidt opmuntrende i denne historie. For heldigvis lykkedes det at vende situationen.
Det første vendepunkt indtraf, da jeg i min desperation over, at fysioterapien efter biluheldet gjorde mig mere dårlig end godt, fulgte et råd om at opsøge en kropsterapeut. Han formåede på den første behandling at fjerne broderparten af mine smerter i armene. Det var den 7. juni 2012. En dato jeg stadig kan huske. Han fortalte mig også, at jeg hang i med det yderste af neglene – det var jeg så ikke selv uvidende om, men skræmmende alligevel at få det verificeret.
Forløbet ovenpå biluheldet var hård. Mest af alt, fordi jeg ikke kunne få lægerne til at forstå, at der var noget galt i ryggen. Det tog over 6 mdr. inden jeg endelig fik konstateret diskusprolapsen i min ryg. Umiddelbart havde det første vendepunkt ikke så meget med sindet at gøre, som jeg ellers ynder at kæde sammen med symptomer hele tiden. Men det havde det så alligevel. Behandlingen hos kropsterapeuten var nemlig dyr i forhold til behandlingerne hos fysioterapeuten, da der ingen tilskud var. Dette var en kæmpe overvindelse for mig at bruge så mange penge på mig selv. Det var nok første gang, jeg sådan for alvor tog mig af mig selv – favnede mig selv og mine symptomer. Siden har jeg erfaret, hvordan kombinationen af energifrigørende terapi og behandling eller træning af kroppen er fantastisk. Det kan virkelig noget, når det kombineres.
Det andet vendepunkt kom, da jeg en dag vågnede op og indså, at jeg ikke tog ansvar for mit eget liv. Jeg stod i mit arbejdsværelse og af en årsag, jeg ikke husker, slog jeg op i en selvhjælpsbog. Måske var det dengang, hvor jeg havde fået en vane med at give mig selv et åndeligt input ved at slå op et tilfældigt sted i en selvhjælpsbog for efterfølgende altid at kunne konstatere, at det der stod på netop denne side, havde betydning for netop det, jeg stod i på dette tidspunkt.
Jeg slog op i bogen, læste nogle linjer om mennesker, der havde svært ved at tage ansvar for sig selv. Jeg syntes det var så sandt, det der stod. ”Sådan var der jo nogen, der havde det” tænkte jeg, og læste videre. Vent et øjeblik, hvad var der lige der stod…… jeg læste teksten igen og som et lyn slog indsigten ned og betydningen kom rullende efterfølgende…. det var jo MIG teksten handlede om… du er offer i dit eget liv…. JEG ER OFFER I MIT EGET LIV.
Pludselig gik det op for mig, at det, jeg havde læst og anerkendt som et problem for andre, i høj grad var mit problem.
Det blev begyndelsen på en forandring, der handlede om at tage ansvar for mit eget liv. At opgive tanken om, at det var andres skyld, at mit liv var som det var, og ikke mindst, at jeg intet kunne stille op.
Jeg indså, at det, jeg kaldte at tage ansvar for mig selv, i virkeligheden ikke var særlig ansvarligt. Jeg troede, at min selvindsigt omkring en masse smertelige ting i mit liv, var løsningen. Jeg troede, at jeg tog ansvar for mit liv, når jeg prøvede at forstå alle disse årsager og sammenhænge. Det, jeg forstod denne dag, var, at jeg ikke ændrede noget i mit liv. Jeg fik blot flere indsigter – og flere smertelige følelser – og de gør ingen forskel, hvis de ikke bruges til noget.
Jeg var en mester i at mærke mine følelser, men jeg tog ikke ansvar for mine følelser. Jeg fandt ud af, hvad de havde at fortælle mig, men beskæftigede mig ikke med, hvad de ville have mig til at gøre. Måske det var denne manglende lyst til adfærd, der fra tid til anden fik de terapeuter, jeg opsøgte, til at reagere med affekt. Det var selvpineri.
Indsigten blev begyndelsen på en forandringsproces, hvor jeg blev bevidst om, at der ikke sker nogen forandring, hvis jeg ikke gør noget, hvis jeg ikke knytter en adfærd til det, jeg føler. Følelserne har både et budskab og en opfordring til handling, og fordi jeg ikke havde forstået det sidste, drev følelserne mig konstant rundt i manegen. Jeg havde dengang opfattelsen, at jeg var særligt sensitiv, det er jeg ikke mere.
Hvordan adfærd, følelser, tanker og krop fungerer i et samspil, og hvordan dette samspil kan blive “skævt”, kan du læse mere om i blogindlægget “Den kognitive diamant – en værdifuld diamant at eje”.
Noget af det første, jeg gjorde, da det gik op for mig, at jeg skulle tage ansvar for mit eget liv, var, at jeg tillod mig at bruge en måned på en selvhjælpsbog om skygger af Debbie Ford. Jeg plejede at skulle alt muligt andet for andre, men nu skulle det være. Nu skulle jeg noget for mig selv. Jeg læste i bogen hver dag og lavede alle opgaver i den. Skyggebogen førte til det tredje vendepunkt.
Det tredje vendepunkt kom, da jeg efter mit arbejde med skyggebogen meldte mig til en uddannelse som skyggevejleder. Her blev jeg virkelig bevidst om projektioner. En projektion er, når vi tillægger en anden person en egenskab, vi ikke vil være ved, at vi selv har. Det blev tydeligt for mig, at jeg projicerede en del. Den største landvinding fik jeg den dag, da jeg indså, at det at være ”en sur gammel mand”, som jeg med mellemrum mente, min mand var, i høj grad handlede om mig selv. Jeg mødte min egen indre ”sure gamle mand”, som i en uendelighed gik og skældte og smældte på mig. Ikke mærkeligt, at jeg var blevet træt og udbrændt af altid at høre på denne indre nedladende monolog, jeg havde kørende. Ved afslutningen af uddannelsen som skyggevejleder tog jeg beslutning om at tage en terapeutuddannelse.
Terapeutuddannelsen blev det fjerde vendepunkt. Uddannelsen førte til en masse selvindsigter. En af de vigtige var, at det var min eksistensberettigelse af være der for andre. Da jeg lærte om METAsundhed, indså jeg, at det, der var blevet kaldt stress og depression, da jeg brød sammen, mere handlede om binyretræthed og ME (Myalgisk Encephalomyelitis). Det, der ifølge METAsundhed er temaet, når vi udvikler disse sygdomme, er blandt andet det, ”ikke at kunne se sin vej og gå den”. Med overbevisningen om, at min eksistensberettigelse var at være der for andre, blev det indlysende, hvorfor jeg ikke i tilstrækkelig grad kunne fastholde min egen vej.
Derudover lå der en masse snublesten på min vej i forhold til at have lov til at gå vejen og få det jeg gerne vil have. Jeg havde en masse overbevisninger om, hvad jeg skulle / måtte / kunne / burde. Ikke mærkeligt at jeg havde mange smerter i mine muskler, fordi det ifølge METAsundhed handler om selvnedvurdering med aspekter af fastlåsning. Jeg var i den grad fastlåst i mit liv. Mine muskler, især i armene, havde været et problem i mange år. Efter sygemeldingen og senere påkørslen blev det værre og værre. Det giver meget mening, for det at blive sygemeldt løste måske noget, men samtidig skabte det nye grunde til at få ondt i musklerne. Tankevækkende at jeg i dag stort set ikke kender til muskelsmerter. Ikke engang en udfordrende løbetur kan give ømme muskler.
At gå ind i dette arbejde med at forstå kroppens symptomer har været vildt interessant. Meget er forandret, men samtidig er det også som at skrælle et løg, der er hele tiden nye lag at udforske. Det er til stadighed en vanvittig interessant proces, og jeg må blankt erkende, at jeg er blevet lidt af en nørd i forhold til at tolke symptomer.
Jeg elsker at kunne hjælpe andre, men det er ikke længere min eksistensberettigelse.
Når jeg ser tilbage, har jeg lidt svært ved at forstå, at jeg virkelig har haft det så dårligt, som jeg havde. Det er det, vi i terapien kalder apex.
Selvom livet ikke har været let og givet rigeligt med udfordringer, er jeg dybt taknemmelig for dem. Jeg tror virkelig, at de var nødvendige, for at få mig dertil, hvor jeg er i dag. Det eneste, jeg kunne ønske mig var, at jeg havde været hurtigere til at få indsigterne og skabe forandringerne. Det er det, jeg håber at kunne give videre til andre, der på den ene eller anden måde er havnet i en vanskelig situation.
Hvordan kunne det gå så galt
Måske sidder du og tænker, hvordan kunne det gå så galt. Hun må da have haft en vanskelig barndom. Sådan oplevede jeg det ikke – ikke dengang i hvert tilfælde. Det vil jeg gerne fortælle mere om, hvis du har lyst at læse det, men det er altså også helt ok at hoppe af her
Fra frk. evigglad til mobbeoffer
Jeg har altid syntes, at min barndom trods nogle problemer med tilbagevendende mavesmerter og en folkeskole tilværelse uden tætte venskaber var ok. Jeg var jo hende den evigt glade, der klarede det, hun skulle. En af de stille piger ville man nok kalde mig.
I dag, efter at jeg er kommet bedre i kontakt med mine følelser, er det gået op for mig, hvordan jeg bare fortrængte og gemte alle de svære følelser væk.
I den første session med traumeforløsende terapi var jeg tilbage i en af min skolestarts største traumer. Ja, faktisk var jeg ikke klar over, hvor stor betydning denne episode havde haft. Jeg gik i første klasse og min hjemmestrikkede islandske hue var blevet hugget af mine klassekammerater. For at få den igen skulle jeg vælge mellem, om jeg dagen efter ville spille rundbold alene mod hele skolen eller hænges i svævebanen.
Jeg var skrækslagen, kan jeg huske, men fortalte det kun til min søster. Hun og jeg lagde planer for, hvad jeg skulle gøre, hvis de tog mig for at hænge mig. På trods af denne voldsomme episode skænkede jeg det ikke en tanke, at jeg blev mobbet. Jeg troede, at det måtte være tydeligt, hvordan jeg havde det, så når ingen reagerede, accepterede jeg også selv tingenes tilstand. Det var bare sådan mit liv var, og jeg gjorde hvad jeg kunne for at klare mig . Og valget i skolegården dengang i første klasse blev rundbold, og nej, jeg spillede ikke alene mod resten af min klasse, idet ældre elever kom til og gik med på mit hold.
Uheldigvis havde overbevisningen: Ingen kan lide mig, sat sig fast i mit sind, så jeg erindrer ingen fornemmelse af “sejr” eller af at “høre til”, da de ældre elever hjalp mig. Overbevisningen om, at ingen kunne lide mig, fulgte mig i mange år. Jeg var ikke med i fællesskabet og havde ingen venner. Først da jeg kom i 8. klasse, fik jeg mine første to rigtige venner. Det var fantastisk. Men mobbet, det har jeg aldrig tænkt, at jeg blev, jeg var bare ikke med i fællesskabet.
I dag kan jeg sidde og tænke på, om jeg omskrev det, jeg oplevede, til noget, der var nemmere at leve med, eller om jeg bare var god til at acceptere, at det var sådan, det kunne eller skulle være for mig. Jeg tror måske, at det sidste var tilfældet. Jeg var indstillet på en høj grad af ”lidelse”. Det lyder måske lidt mærkeligt men jeg har senere fundet ud af, at en ”livet er ikke for sjov” holdning findes hos flere i min fars familie. Det fik jeg ind med generne, og det var tydeligt i min fars ansigtsudtryk, når jeg arbejdede sammen med ham som barn ude i landbruget.
Måske sidder du og synes, at det er underligt, sådan at udstille min far, men det er slet ikke det, det handler om. Det handler om at forstå, at der er måder at være i verden på, som vi får med os, fordi de bliver nedarvet gennem generationer. Sidder du med pædagogisk, sociologisk eller lignende viden, vil du måske hævde, at måden at betragte verden på er et spørgsmål om socialisering. Det er det i høj grad også, men der kan ligge en kim til dette, som er nedarvet som et traume. Hvordan det kan se ud, og hvad et traume i det hele taget er, har jeg skrevet om i blogindlægget Traumer er meget mere og meget mindre end bilulykker og overfald .
En anden grund til, at jeg gerne vil fortælle om denne “livet er ikke for sjov” holdning er, fordi, at jeg møder den jævnligt i min klinik. Den kommer i forskellige indpakninger, som ikke at have fortjent, ikke at være værdig, at skulle synde, lide, råde bod etc. Ofte er den ikke bevidst, det er en slags livsvilkår: “Det er bare, sådan det er”. Og hvad så, så er det vel bare meget normalt, hvad er problemet? Problemet er, at sådan en underliggende overbevisning ligger som et konstant benspænd i forsøget på at få det bedre. Indtil jeg fik øje på, at jeg havde arvet denne overbevisning fra min far, var tiltag for at gøre noget godt for mig selv forbundet med skyld og skamfølelse. Jeg fik det fysisk ubehageligt og fik ondt i maven. Det fysiske ubehag, der kan følge med sådan en overbevisning er én ting, indvirkningen på forandringsprocessen en anden. Det bliver op ad bakke at forandre noget, for vores grundlæggende overbevisninger, bevidste eller ej, er virkelig stærke. Følelsen af at kæmpe bliver påtrængende, og tanker om, at “det er, som om det bare ikke skal lykkes for mig” kan indfinde sig. Tænkes det nok gange, bliver den måske en ny overbevisning. Og så bliver det for alvor op ad bakke at forandre noget.
Mellem himmel og jord
Jeg har altid følt mig meget knyttet til naturen, især jorden, og dyrene. Jeg tror, det gav mig en ro og forbundethed med noget, som blev en form for anker for mig, når jeg nu ikke var en del af fællesskabet.
Som 6 eller 7 årig havde jeg en ”nærdødsoplevelse”, hvis man kan kalde det det, når man er ved at drukne. Det gav mig en bevidsthed om livet og døden, som skræmte mig, men som også gav mig en fornemmelse af, at der var noget mere mellem himmel og jord.
Oplevelsen gjorde mig bange for døden men også bange for tiden – i bund og grund to sider af samme sag. Da jeg fyldte 10 var min store bekymring at nu var ca. 1/8 del af mit liv allerede gået. At behandle dette tids-traume optog en del af min terapi i en periode.
En helt særlig oplevelse af det, der er større end mig selv, fik jeg en sommer hjemme i min Farmors frugthave. Jeg sad og plukkede ribs, for det var ikke ren afslapning at være på ferie der. Men netop sådan en opgave var lige mig. Tæt på naturen og i gang med at høste jordens frugter. Bedst som jeg sad der i solens stråler, skete det forunderlige. Det var, ligesom at alt blev helt lyst, og jeg fik en fornemmelse af, at jeg var forbundet med alting. Dengang tænkte jeg det nok mest som, at jeg havde mødt Gud i en slags åbenbaring. Jeg var, og er ikke, specielt troende i forhold til, om der er en Gud, men jeg er vild med tanken om, at vi er en del af noget større.
I dag er jeg mest optaget af den oplevelse af energetisk tilstedeværelse, jeg fik. Det interessante er, at bevidsthed om vores energetiske væren kan gøre det vi står i nemmere. Forståelse for hvordan vi påvirkes af andres energi, selv påvirker andres energi, påvirker egen energi og ophober energi giver nye behandlings- og handlemuligheder. Den største udfordring kan være, at få hjernen til at være stille og stoppe med at afvise, fordi det ikke giver logisk mening. Jeg øver mig i dette energetiske samspil med mine heste. Det fik min opmærksomhed, efter at det blev tydeligt for mig at især min ene hoppe, Hopkins, der var lidt “varm i hovedet”, ændrede personlighed, mens jeg tog min terapeut uddannelse. Det var bare ikke Hopkins, der ændrede sig. Det var jo mig, der ændrede mig, efterhånden som jeg fik behandlet nogle traumer, og derfor ændrede hun sin adfærd. Det er så fascinerende. Nu kan jeg næsten ikke stoppe med at lege med det og spørge mig selv, hvad en adfærd hos en hest, har med mig at gøre. Det giver så mange interessante indsigter. Det er det fantastiske med heste. De kan ikke tænke på samme måde som os, så de spejler os bare uden dagsordner eller bagtanker. Det er bare kontant afregning ved kasse et. Det er langt fra altid, at jeg forstår, hvad der skete, når hestene lige pludselig gør noget andet end de plejer. Men det behøver, jeg måske heller ikke. Det er igen det med logikken. Faktisk kan jeg godt lide tanken om, at vi ikke behøver at vide og kunne bevise alt. Vi bliver begrænset i at finde nye veje, hvis vi ikke tør tro og følge vores intuition. I hvert fald til en start. Så kan vi altid arbejde på forståelsen, logikken og den videnskabelige bevisførelse bagefter.
Når enden er god, er alting godt
Måske du sidder og venter på en “happy ending” på historien. Det får du ikke. Ikke fordi mit liv ikke er blevet så meget mere lykkeligt, men fordi det ikke er slut endnu. Helt indlysende, fordi mit liv ikke er slut endnu, men det, der heller ikke er slut, er processen. Og processen slutter aldrig. Der er hele tiden nye lag, der kan skrælles af. Hele tiden nye ting at forholde sig til og udvikle sig i. Det er i bund og grund det, livet handler om. Det har det gjort hele tiden. Forskellen nu er bare, at der er så mange flere handlemuligheder og facetter i livet end før, hvor jeg var begrænset af min barndoms traumer. Der er kommet en ro i stedet for den evige uro, som jeg levede i før. Min krop har det bedre end i mange år og energien er en anden. Der er stadig masser af nye indsigter og ting, jeg øver mig på, når det går op for mig, at det fik jeg aldrig lært. Livet er en fantastisk gave.
Jeg kunne fortælle meget mere om traumer, der har haft indflydelse på mit liv, men jeg tænker, at du har fået nok af at høre om mig. Det vigtige er jo dig og dit liv. Har du noget i dit liv, som ikke fungerer, og som du ønsker at forandre?
Hvis du har noget du gerne vil drøfte eller spørge om, er du altid velkommen til a kontakte mig. Kontakt information finder du her.