Min egen historie

Det er på tide med lidt opmuntrende i denne historie. For heldigvis lykkedes det at vende situationen.

Det første vendepunkt indtraf, da jeg i min desperation over, at fysioterapien efter biluheldet gjorde mig mere dårlig end godt, fulgte et råd om at opsøge en kropsterapeut. Han formåede på den første behandling at fjerne broderparten af mine smerter i armene. Det var den 7. juni 2012. En dato jeg stadig kan huske. Han fortalte mig også, at jeg hang i med det yderste af neglene – det var jeg så ikke selv uvidende om, men skræmmende alligevel at få det verificeret.

Forløbet ovenpå biluheldet var hård. Mest af alt, fordi jeg ikke kunne få lægerne til at forstå, at der var noget galt i ryggen. Det tog over 6 mdr. inden jeg endelig fik konstateret diskusprolapsen i min ryg. Umiddelbart havde det første vendepunkt ikke så meget med sindet at gøre, som jeg ellers ynder at kæde sammen med symptomer hele tiden. Men det havde det så alligevel. Behandlingen hos kropsterapeuten var nemlig dyr i forhold til behandlingerne hos fysioterapeuten, da der ingen tilskud var. Dette var en kæmpe overvindelse for mig at bruge så mange penge på mig selv. Det var nok første gang, jeg sådan for alvor tog mig af mig selv – favnede mig selv og mine symptomer. Siden har jeg erfaret, hvordan kombinationen af energifrigørende terapi og behandling eller træning af kroppen er fantastisk. Det kan virkelig noget, når det kombineres. 

Det andet vendepunkt kom, da jeg en dag vågnede op og indså, at jeg ikke tog ansvar for mit eget liv. Jeg stod i mit arbejdsværelse og af en årsag, jeg ikke husker, slog jeg op i en selvhjælpsbog. Måske var det dengang, hvor jeg havde fået en vane med at give mig selv et åndeligt input ved at slå op et tilfældigt sted i en selvhjælpsbog for efterfølgende altid at kunne konstatere, at det der stod på netop denne side, havde betydning for netop det, jeg stod i på dette tidspunkt.

Jeg slog op i bogen, læste nogle linjer om mennesker, der havde svært ved at tage ansvar for sig selv. Jeg syntes det var så sandt, det der stod. ”Sådan var der jo nogen, der havde det” tænkte jeg, og læste videre. Vent et øjeblik, hvad var der lige der stod…… jeg læste teksten igen og som et lyn slog indsigten ned og betydningen kom rullende efterfølgende…. det var jo MIG teksten handlede om… du er offer i dit eget liv…. JEG ER OFFER I MIT EGET LIV.

Pludselig gik det op for mig, at det, jeg havde læst og anerkendt som et problem for andre, i høj grad var mit problem.
Det blev begyndelsen på en forandring, der handlede om at tage ansvar for mit eget liv. At opgive tanken om, at det var andres skyld, at mit liv var som det var, og ikke mindst, at jeg intet kunne stille op.

Jeg indså, at det, jeg kaldte at tage ansvar for mig selv, i virkeligheden ikke var særlig ansvarligt. Jeg troede, at min selvindsigt omkring en masse smertelige ting i mit liv, var løsningen. Jeg troede, at jeg tog ansvar for mit liv, når jeg prøvede at forstå alle disse årsager og sammenhænge. Det, jeg forstod denne dag, var, at jeg ikke ændrede noget i mit liv. Jeg fik blot flere indsigter – og flere smertelige følelser – og de gør ingen forskel, hvis de ikke bruges til noget.
Jeg var en mester i at mærke mine følelser, men jeg tog ikke ansvar for mine følelser. Jeg fandt ud af, hvad de havde at fortælle mig, men beskæftigede mig ikke med, hvad de ville have mig til at gøre. Måske det var denne manglende lyst til adfærd, der fra tid til anden fik de terapeuter, jeg opsøgte, til at reagere med affekt. Det var selvpineri. 

Indsigten blev begyndelsen på en forandringsproces, hvor jeg blev bevidst om, at der ikke sker nogen forandring, hvis jeg ikke gør noget, hvis jeg ikke knytter en adfærd til det, jeg føler. Følelserne har både et budskab og en opfordring til handling, og fordi jeg ikke havde forstået det sidste, drev følelserne mig konstant rundt i manegen. Jeg havde dengang opfattelsen, at jeg var særligt sensitiv, det er jeg ikke mere.

Hvordan adfærd, følelser, tanker og krop fungerer i et samspil, og hvordan dette samspil kan blive “skævt”, kan du læse mere om i blogindlægget “Den kognitive diamant – en værdifuld diamant at eje”.

Noget af det første, jeg gjorde, da det gik op for mig, at jeg skulle tage ansvar for mit eget liv, var, at jeg tillod mig at bruge en måned på en selvhjælpsbog om skygger af Debbie Ford. Jeg plejede at skulle alt muligt andet for andre, men nu skulle det være. Nu skulle jeg noget for mig selv. Jeg læste i bogen hver dag og lavede alle opgaver i den. Skyggebogen førte til det tredje vendepunkt.

Det tredje vendepunkt kom, da jeg efter mit arbejde med skyggebogen meldte mig til en uddannelse som skyggevejleder. Her blev jeg virkelig bevidst om projektioner. En projektion er, når vi tillægger en anden person en egenskab, vi ikke vil være ved, at vi selv har. Det blev tydeligt for mig, at jeg projicerede en del. Den største landvinding fik jeg den dag, da jeg indså, at det at være ”en sur gammel mand”, som jeg med mellemrum mente, min mand var, i høj grad handlede om mig selv. Jeg mødte min egen indre ”sure gamle mand”, som i en uendelighed gik og skældte og smældte på mig. Ikke mærkeligt, at jeg var blevet træt og udbrændt af altid at høre på denne indre nedladende monolog, jeg havde kørende. Ved afslutningen af uddannelsen som skyggevejleder tog jeg beslutning om at tage en terapeutuddannelse.

Terapeutuddannelsen blev det fjerde vendepunkt. Uddannelsen førte til en masse selvindsigter. En af de vigtige var, at det var min eksistensberettigelse af være der for andre. Da jeg lærte om METAsundhed, indså jeg, at det, der var blevet kaldt stress og depression, da jeg brød sammen, mere handlede om binyretræthed og ME (Myalgisk Encephalomyelitis). Det, der ifølge METAsundhed er temaet, når vi udvikler disse sygdomme, er blandt andet det, ”ikke at kunne se sin vej og gå den”. Med overbevisningen om, at min eksistensberettigelse var at være der for andre, blev det indlysende, hvorfor jeg ikke i tilstrækkelig grad kunne fastholde min egen vej.

Derudover lå der en masse snublesten på min vej i forhold til at have lov til at gå vejen og få det jeg gerne vil have. Jeg havde en masse overbevisninger om, hvad jeg skulle / måtte / kunne / burde. Ikke mærkeligt at jeg havde mange smerter i mine muskler, fordi det ifølge METAsundhed handler om selvnedvurdering med aspekter af fastlåsning. Jeg var i den grad fastlåst i mit liv. Mine muskler, især i armene, havde været et problem i mange år. Efter sygemeldingen og senere påkørslen blev det værre og værre. Det giver meget mening, for det at blive sygemeldt løste måske noget, men samtidig skabte det nye grunde til at få ondt i musklerne. Tankevækkende at jeg i dag stort set ikke kender til muskelsmerter. Ikke engang en udfordrende løbetur kan give ømme muskler.

At gå ind i dette arbejde med at forstå kroppens symptomer har været vildt interessant. Meget er forandret, men samtidig er det også som at skrælle et løg, der er hele tiden nye lag at udforske. Det er til stadighed en vanvittig interessant proces, og jeg må blankt erkende, at jeg er blevet lidt af en nørd i forhold til at tolke symptomer.
Jeg elsker at kunne hjælpe andre, men det er ikke længere min eksistensberettigelse.

Når jeg ser tilbage, har jeg lidt svært ved at forstå, at jeg virkelig har haft det så dårligt, som jeg havde. Det er det, vi i terapien kalder apex.
Selvom livet ikke har været let og givet rigeligt med udfordringer, er jeg dybt taknemmelig for dem. Jeg tror virkelig, at de var nødvendige, for at få mig dertil, hvor jeg er i dag. Det eneste, jeg kunne ønske mig var, at jeg havde været hurtigere til at få indsigterne og skabe forandringerne. Det er det, jeg håber at kunne give videre til andre, der på den ene eller anden måde er havnet i en vanskelig situation.